Indlægget er blevet opdateret d. 16/12/2021

Jeg er 17 år og er nok en af de yngre padelentusiaster. Når jeg ikke spiller padel, så finder man mig bag computeren, hvor jeg spiller forskellige spil med mine venner. Jeg spiller både spil for hyggens skyld, men også konkurrenceprægede spil, hvor min vindermentalitet er stor.

Derudover kan man også finde mig i Match Padel Ballerup, hvor jeg enten spiller, eller vil være at finde bag disken, da jeg for nylig er blevet ansat til at være med til at bidrage til den gode atmosfære og stemning i centret. Så sig endelig hej, når I kommer forbi centret for at spille eller sidder og hygger med drikkelse og en toast efter jeres kamp.

Hvad niveau spiller du på?

Jeg tror, at mit niveau er omkring 3,75, men jeg arbejder på at blive en rutineret +4,0 spiller.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?

Min mor introducerede kort padel for mig i Spanien for 3-4 år siden, men på det tidspunkt var jeg stadig i overvejelse omkring at skifte til padel, da jeg havde spillet badminton i 5 år. Jeg begyndte først rigtig min padelrejse, da jeg spillede en hel sommer udendørs i Herlev. Jeg fik samtidig et job som 15 årig i Indoorclub (nuværende Match Padel Ballerup), hvor jeg konstant stod og så andre spille padel, hvilket “fyrede” endnu mere op for min lyst til at spille padel hele tiden.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?

Jeg spiller primært i Match Padel Ballerup, da jeg selv bor i Ballerup, men også fordi jeg er medlem af Ballerup Padel Klub, som holder til der, så jeg kender en hel del af dem, der kommer i centret. Om sommeren kan man også finde mig på udendørs baner, primært i Herlev. Jeg spillede også udenfor i Herlev hele vinteren under corona nedlukningen, og det havde sin charme, men mine fingre havde svært ved at holde til kulden, så det blev nok ikke den flotteste padel altid, men hvad gør man ikke for at spille. Faktisk husker jeg en kamp, hvor vi startede i solskin, så blev det snevejr, og til sidst kunne vi slet ikke se hinanden på banen. Dog kunne vi høre, at der fra nabobanen blev sunget “skal vi ikke lave en snemand” fra filmen Frost, så der var også andre “padeltosser” ude for at spille.

Hvorfor spiller du padel?

Jeg spiller padel, fordi det er mega sjovt, og så har jeg både lært og lærer hele tiden en masse nye mennesker at kende. Jeg var 15 år, da jeg startede med at spille, og i lang tid spillede jeg kun med folk, der var ældre end mig selv – så har jeg vist ikke fornærmet nogen, ved at omtale dem sådan. Så man kan vel sige, at min “padel-opvækst” er sket mellem “garvede” padelfolk, som jeg i dag kender rigtig godt, og som jeg stadig spiller med nogen gange, blandt andet på et hold i Lunar ligaen, men hvor jeg netop har spillet sidste kamp. Jeg har også i september været på en padeltur til Grækenland, hvor vi var 18 mennesker afsted fra Ballerup Padel Klub, som fik spillet en masse ranglistekampe i bagende sol på de udendørs baner, men hvor vi også fik hygget med vandsport, bådtur og social padel om eftermiddagen, så padel bringer uden tvivl mennesker sammen både på og uden for banen.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?

Der er mange fede ting ved padel, især det sjov og spil, man kan have på banen med sin makker og modstander. Det er også mega fedt, når man kan mærke fremskridt. I padel kan man virkelig mærke forskel, når man bruger den rigtige teknik, og det er de der små sejre, som man hele tiden får rent personligt, som er konstant motiverende.

Har du en fast spillepartner?

I starten spillede jeg meget med de samme 5-10 mennesker, hvor vi byttede rundt som makkere. Mine første turneringer og klubmesterskab, blev spillet sammen med Ole Jessen Hansen, som jeg også har spillet med under holdkampe. Ole og jeg har haft meget positiv padel og også nogle rigtig gode turneringskampe, hvor det for en ung spiller som mig har været en god støtte med en spiller, der var ældre end mig.

Efter en turnering i Tåsinge i maj 2021 spillede jeg mod Jesper Clausen, som i den turnering spillede sammen med sin far. Vores mødre var også i turneringen og spillede sammen, så vi endte med at sidde og snakke sammen, mens vi så de andre spille. Vi blev enige om at spille en turnering sammen i Jægerspris, og siden har vi deltaget i flere turneringer sammen, herunder Padel To The Medal og klubmesterskab, og så spiller vi i øvrigt en del træningskampe med/mod hinanden på ugentlig basis.

Jeg har også på seniorplan spillet sammen med Anders Lilholt Petersen, hvor vi har spillet Padel To The Medal sammen, og det makkerskab håber jeg på at kunne udbygge, da vi supplerer hinanden godt på banen, og udover at vi gerne vil vinde, har vi det også super fint sammen, hvad der også er en vigtig faktor for mig.

For nylig var der DM for juniorer, hvor jeg spillede sammen med Julius Møller Uth fra Tåsinge for første gang. Selvom vi ikke vandt DM, så spillede vi nogle rigtige gode kampe sammen, og vi regner med, at vi vil spille nogle turneringer sammen fremadrettet, også U18 turneringer, da vi begge stadig er juniorer til og med udgangen af 2022.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?

Jeg holder et sabbatår fra mine studier, og jeg har derfor sat fokus på at blive en bedre padelspiller. Det er først for nogle måneder siden, at jeg er begyndt at træne fast hver uge, da jeg er så heldig, at ABC Padel Academy har valgt at sponsorere min træning. Jeg er meget taknemmelig for ABC Padel Academys store bidrag til min udvikling, hvor jeg primært træner med Albert. Albert er vant til at træne unge mennesker, og jeg kan tydeligt mærke, hvordan Alberts træning og positive input har en meget stor betydning for min udvikling og padelrejse, og jeg håber på, at vi får et langt og givende samarbejde.

Jeg har en drøm om, at jeg sammen med junior landsholdet kommer til at opleve at spille for Danmark ved et mesterskab, inden jeg overgår til senior i 2023, så det kan man nok sige er et af mine første store mål.

Jeg har valgt at stoppe på mit nuværende hold i Lunar ligaen nu efter denne sæson, da jeg gerne vil spille på et hold i en af de højere divisioner, så jeg også kan udvikle mig den vej. Jeg har allerede talt med et hold, der er interesseret, men nu må vi se, hvad der sker, nu “transfervinduet” er åbent for nye aftaler og drømme.

Overordnet er mit mål for padel, at jeg kan nå et niveau, hvor jeg kan have en indflydelse på sportens udvikling i de kommende år.

For at kunne udleve mine drømme har det stor betydning, at der er mennesker, som tror på mig, og jeg vil i den forbindelse gerne fremhæve min gode ven Ania Gernot, der blandt andet har været med til at lave aftalen med ABC Padel Academy for mig.

Hvad er dine top 3 padel produkter?

Mit ynglingsgrip, og også det eneste, jeg bruger, er Yonex supergrab, som egentlig er beregnet til en badmintonketcher, men jeg synes, at det er det grip, som giver mig det bedste greb. Dernæst mit nuværende bat, som er et Babolat Air Viper, som jeg har spillet med de sidste 3 måneder, og som passer godt til mit spil. Den sidste ting er mine sko, hvor jeg lige nu spiller med NOX AT10 LUX white, fordi de ser fede ud og er behagelige at spille i.

Hvad betyder padel for dig?

Padel betyder blandet andet nye venskaber, personlig udvikling, at sætte sig mål og gå efter dem. Jeg kom fra badminton, hvor jeg mistede gnisten, men nu hvor jeg har fundet padel, er jeg igen dedikeret og motiveret.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel

Som ung spiller oplever jeg, at der ikke er så mange på min alder, der spiller turneringspadel, men jeg glæder mig over, at der er begyndt at være børnetræning rundt omkring, så børn og unge også kan komme i gang med at spille padel. Det er desværre stadig en lidt dyr sport at dyrke med pay and play, men jeg håber på, at der kommer flere klubber med støtte og tilbud til unge, så padel kan dyrkes som foreningssport ligesom fodbold, håndbold, badminton osv.

Mit bedste råd til forældre er at få tilmeldt deres børn til børnetræning i et center nær jer, så der kan komme flere unge i sporten. Til alle jer andre – find dit nærmeste padelcenter og prøv verdens sjoveste sportsgren…hvad venter du på Humørikon