Ugens Spiller – Lasse Schramm Simonsen (Uge 18)

0
1287

Mit navn er Lasse Schramm Simonsen, jeg er 26 år og bor i Risskov. Sport har altid været en stor del af mit liv og jeg har gennem årene spillet primært håndbold og fodbold men også tennis og golf. Efter at have færdiggjort min bacheloruddannelse i Erhvervsøkonomi på Aarhus BSS, forrige sommer, er padel blevet en uundværlig del af min dagligdag.

Hvad niveau spiller du på?

I øjeblikket er jeg rangeret som nr. 68 på Dansk Padel Forbunds rangliste.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?

Da jeg blev introduceret til padel på Club La Santa for nogle år tilbage, blev jeg meget hurtigt fascineret af sporten. Der gik en lang periode fra, at jeg spillede padel første gang på Club La Santa til, at der for alvor blev bygget padel baner i Danmark. Så passionen har være der i mange år, men det er først indenfor det sidste år til halvandet jeg er gået totalt all-in på sporten.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?

Mit andet hjem, som jeg kalder det, er Padel Padel Aarhus, hvor jeg tilbringer 2-6 timer alle ugens hverdage. Men jeg er også at finde i WAP og Pakhus77.

Hvorfor spiller du padel?

Jeg har altid nydt det sociale aspekt ved sport samt det at møde nye mennesker.
Hvor håndbold og fodbold ofte kræver, at der er 5-10 spillere som præsterer solidt hver gang, så er jeg kæmpe fan af, at man i padel kun er afhængig af præstationen fra sin makker og en selv.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?

Det fedeste ved padel er den hurtige og dynamiske spillestil, hvor man konstant er på vej frem og tilbage på banen. Det er også en sport, der giver mulighed for at udvikle og finjustere ens tekniske og taktiske færdigheder.

Ingenting slår følelsen af at udføre den perfekte stopbold i padel, hvor bolden lige akkurat kommer over på den anden side og hopper ud gennem døren. Det er et øjeblik hvor man opnår en følelse af total kontrol over spillet.

Har du en fast spillepartner?

Jeg har ikke én fast spillepartner, jeg er meget åben overfor at spille med forskellige, det tror jeg man lærer rigtig meget af. Det vigtigste for mig i en padelpartner er, at personen spiller venstre side, har et godt pres og kan afgøre bolden. Som padel spiller har jeg enormt meget brug for, at min makker støtter mig, så jeg kan få lov til at lave lidt god lir.
Min go-to partner er primært Daniel Stisen (som formentlig har Danmarks hårdeste smash!)

Mit mål for 2023 i forhold til padelpartnere er at finde en, som er klar til at gå all-in på padel.
Så har man samme ambition, bor i eller omkring Aarhus, skal man være meget velkommen til at smide mig en besked.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?

På kort sigt er ambitionen at blive en etableret top 30 spiller.
Drømmen på længere sigt er helt klart: At blive en succesfuld padelspiller på nationalt niveau men også at deltage i de større turneringer og mesterskaber.

Hvad er dine top 3 padelprodukter?

  • 1: Ankelstøtte Wraptor
  • 2: Nox ML 10 (padel bat)
  • 3: Wilson Comfort (grip)

Hvad betyder padel for dig? Har det gjort en forskel for dig, ændret noget i dit liv?

Som man nok kan fornemme, så fylder padel rigtig meget i mit liv og jeg håber også jeg har muligheden for, at padel kan gøre det på længere sigt. Efter at jeg ikke nåede til tops i fodbold og håndbold, så har padel givet mig et nyt håb i forhold til, at være med der hvor det er sjovt.
Yderligere så har padel også været med til at give mig en helt unik omgangskreds, som jeg nyder at være sammen med!

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel?

Baseret på min erfaring med padel, så er mit bedste råd til dig: Tag springet og kaste dig ud i det!

Men du skal være opmærksom på, at din hverdag/weekender vil være forandret for altid. Når du først er begyndt, så tør jeg godt love dig for, at padel kommer til at tage en stor del af din fritid.
Padel er en utroligt underholdende sport og alle kan spille med uanset alder og niveau*.
Men jeg har nogle generelle tips til hvordan du kan kickstarte din padel ”karriere.”

1: Find en kvalificeret træner:
Det er vigtigt at lære de grundlæggende teknikker og strategier helt fra start. Så find en træner med erfaring som kan være behjælpelig med at udvikle din egen unikke spillestil.

2: Køb det rigtige udstyr:
Lad vær med, at lade dig friste af et for tungt bat i starten. Vælg i stedet for et bat, der er lidt lettere. (Så undgår du forhåbentlig en tennisalbue)

3: Find nogen på dit niveau*:
Personligt synes jeg det er bedst, at spille med nogen der er på omtrent samme niveau.
Er forskellen for stor, er det hverken sjovt for dig eller for de andre spillere.
Udfordre dig selv, men vær realistisk omkring dit niveau. Her anbefaler jeg dig at tjekke diverse Facebook grupper ud ”Find med- og modspillere.”

4: Træn regelmæssigt:
For at forbedre dine færdigheder og blive en stabil padelspiller, er det vigtigt at træne regelmæssigt. Så anbefalingen herfra er, at man får spillet/trænet mindst et par gange om ugen og får øvet de forskellige aspekter af spillet.

5: Vær tålmodig:
Padel er udfordrende og tager lang tid at mestre, så husk på, at det er en proces, og at det tager tid at blive bedre. Vær tålmodig med dig selv men giv den gas! Jo bedre du bliver, des sjovere bliver padel.

Jeg håber vi ses på padelbanen!