Forside Ugens Spiller Ugens Spiller – Jan Frederiksen (Uge 31)

Ugens Spiller – Jan Frederiksen (Uge 31)

0
2000

Jan Frederiksen. Jeg er 39 år, har to børn, en pige på 9 og en dreng på 6. Bor i Herlev.
Jeg har spillet fodbold på eliteplan, men har dog altid interesseret mig for ketcher sport. Tennis, badminton, bordtennis osv. Da jeg stoppede med fodbold, gik jeg over til at spille en masse tennis. Nu er padel blevet min helt store interesse. Det er klart den fedeste sportsgren sammen med fodbold 😊

Hvad niveau spiller du på (1-7)?
Ha ha, niveau er og bliver den evige snak i padel verdenen. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke ved, hvad der er op og ned med det niveau. Jeg føler selv, at jeg ligger på 3,5 – 3,75. Jeg har det kun ud fra de kampe, jeg har spillet og hvilket niveau mine modstandere rangere sig til. Så om jeg er på det niveau, jeg siger – aner jeg ikke 😊


Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padel sporten?

Jeg blev præsenteret for padel for 4-5 år siden af en god kammerat, og var også ude at spille 3-4 gange, men kom så væk fra det. Men det sidste 1,5 år har jeg spillet meget og er blevet helt bidt af det – som så mange andre.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?

Jeg spiller meget i Match padel i Ballerup, grundet at jeg bor i Herlev. Spiller også i Racket Club ved kløvermarken og så meldte jeg mig ind i Vallensbæk tennisklub under corona, da de har fået lavet to rigtig fine udendørsbaner. De har været til stor hjælp under nedlukningen

Hvorfor spiller du padel?

Først og fremmest spiller jeg padel, fordi jeg synes det er sindssygt sjovt og hyggeligt. Man får rørt sig og så er der konkurrence i at vinde. Udover det så møder man mange nye mennesker, som aldrig skader.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?

Det fedeste ved padel er klart fællesskabet og selve spillet er bare fedt. Man er hele tiden i gang, og hvis det er lange gode dueller, så har det været den perfekte padelkamp.

Har du en fast spille partner? Hvad er vigtigt for dig i en padel partner?

Jeg har 3-4 stykker, jeg spiller meget med. Jeg er med i nogle forskellige grupper og har ikke noget i mod at spille med forskellige, hvis det er. Det er vigtigt for mig, at vi er på nogenlunde samme niveau og vi begge har en god spilforståelse. Det behøver ikke nødvendigvis være den samme.

Hvad er dine drømme og planer indenfor padel sporten?

Jeg har ikke rigtig de store drømme indenfor padel. Jeg vil bare gerne blive bedre for hver gang, jeg spiller. Når jeg ser på andre rigtig dygtige padelspillere kan jeg se, at der er lang vej endnu 😊 Jeg prøver at fortælle alle dem, jeg kender, som ikke har prøvet padel endnu, at de skal give det chancen, fordi det er så fedt et spil. Det rigtige positive ved padel er også, at ALLE kan være med.

Hvad er dine top 3 padel produkter?

  • Mit bat som er ”Head Graphene Alpha Pro”
  • Min padel taske.
  • Head Padel Pro S bolde

Hvad betyder padel for dig?

Padel fylder meget efterhånden, qua man spiller 2-3 gange om ugen. Man får opbygget et rigtig godt netværk, møder mange forskellige personligheder og spillestile.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel

Det bedste råd er, at det kun kan gå for langsomt med at komme i gang 😊 Folk kan starte med at prøve det og får de smag for det, er der facebookgrupperne, de kan melde sig ind i.

Med venlig hilsen
Jan Frederiksen