Indlægget er blevet opdateret d. 25/03/2022

Skal padel være i centrum på din næste rejse?

I takt med at populariteten er steget for padelsporten, har det naturligt fået en helt bestemt ting til at stige – nemlig udbuddet af padelrejser.

Padelrejser kommer i forskellige former, men fælles for de fleste er, at man for ét samlet beløb bliver fløjet til et hotel et sted i verden med et mere fordelagtigt klima end herhjemme. Hotellet vil typisk have adskillige padelbaner tilknyttet, ligesom at et program med daglige padelsessions med forskellige trænere, og skiftende fokus, på forhånd vil være arrangeret af rejseudbyderen.

Altså et fuldt padelprogram med logi, banetid og koncentreret træning — typisk over en halv til en hel uge. Man slipper dermed for selv at skulle koordinere noget som helst – og kan, i bund og grund, blot pakke sit padelgrej og møde op i lufthavnen med spillelyst.

Tre grunde til at tage på en padelrejse – ifølge redaktionen

Her på redaktionen har et par stykker af os selv været på padelrejser (som privatpersoner og ikke som led i noget arbejdsrelateret) – med stor begejstring! Vi har forsøgt at sammenfatte de tre ting vi sætter mest pris på ved konceptet.

1 – Alsidige trænerinputs

På de fleste padelrejser er der en god blanding af danske og lokale trænere til stede, som normalt alle spiller på højt niveau. Man vil typisk rotere rundt i små hold, så alle spillere har sessions med de forskellige trænere, som alle har forskelligt fokus.

De forskellige trænere vil typisk have forskellige iagttagelser, og forslag til forbedringer af ens spil. Og fordi man har så mange forskellige træningspas i løbet af turen, har man konstant mulighed for at stille opfølgende spørgsmål hvis man har kommentarer til feedbacken man får. Den dynamik kan til tider savnes i det ”daglige” padelliv, hvor der godt kan gå noget tid mellem de forskellige padelsessions. ’Koncentrationen’ af nye kvalitetsinputs er derfor vores første grund.

2 – En ferie med et ’anker’

Selvom padel selvsagt fylder meget på en padelrejse, er der typisk indsat tilstrækkeligt luft i programmet til man kan slappe af og nyde hotellets øvrige faciliteter den resterende tid, eller udforske byen. Men padelprogrammet gør alligevel at man får noget struktur på turen – en ’base’ med en aktivitet man godt kan lide, som holder ens ophold lidt i skak, på en gode måde. Det var vores oplevelse, at man bliver bevidst om at bruge de timer der er til rådighed så effektivt som muligt.  Vil man ud på en større udflugt undervejs, er det sjældent ilde set hvis man misser et enkelt træningspas. Vil man hellere gå i wellness-modus i den tid man ikke er aktiv, er mange af de hoteller der bruges til padelrejser, typisk af en kaliber hvor massage, svømning i diverse pools eller solslikkeri i gode omgivelser, er en mulighed.

Hvis man har været vant til at kunne disponere sin egen tid 100%, kan det kræve lidt tilvænning at ca. en halv dag i princippet er afsat, med at gøre klar til/spille padel, men her på redaktionen føler vi netop, at den konstante vekselvirkning mellem fysisk aktivitet og ’frihed’, er en fed måde at holde ferie på.

3 – Sammenhold og nye padelkontakter

Den tredje – og måske væsentligste – grund, er at man på en padelrejse møder mange ligesindede padelentusiaster, der er ligeså bidt af sporten som en selv. Her på redaktionen kan vi godt til tider se os skyldige i på magisk vis at bringe padel op som samtaleemne i hverdagen, iblandt folk der måske er knap så meget ramt af padelfeberen (endnu!). Det behøver man sjældent bekymre sig om på en padelrejse, hvor der jævnligt diskuteres nyt udstyr, padelcentre, teknik og taktik på kryds og tværs.

Der er ligeledes god mulighed for at holde kontakten med de øvrige deltagere, og arrangere padelkampe i privaten, med de spillere der niveaumæssigt var det bedste match.

Skal du afsted?

Som vores tre pointer gerne skulle illustrere, er der altså adskillige gode grunde til at springe ud i det. Selvom en padelrejse måske kan koste en my mere end nogen måske er vant til at bruge på rejsebookinger,  så gør alene det administrative aspekt, at pengene er godt givet ud – i hvert fald for som vi ser på det, her på redaktionen.

Man slipper for selv at skulle søge efter hoteller, undersøge banetider samt at række ud efter lokale trænere i et land man ikke kender etc. og i øvrigt sørge for at det hele kan flaske sig præcis den uge man tager afsted, uden eventuelle fodfejl, der i så fald hviler på en selv. Man får heller ikke det sociale aspekt på den måde.

Redaktionen ønsker alle dem der skal afsted på en padelrejse i denne sæson en god indholdsrig tur!