Forside Ugens Spiller Ugens Spiller – Tore Deleuran-Skjold (Uge 22)

Ugens Spiller – Tore Deleuran-Skjold (Uge 22)

0
2161
Tore Deleuran-Skjold

Tore Deleuran-Skjold, 36 år, en del af det danske padellandshold og medstifter af Padel Performance, som laver padeltræning, padel events og er salgsagenter for Nox i Danmark.

Derudover er jeg ansat i DGI, hvor jeg arbejder som padelkonsulent. Min primære opgave er at lave padeltræner kurser og uddannelse, så vi kan få mange flere trænere herhjemme. Jeg er tidligere tennisspiller/træner og har en bachelor på CBS.


Hvad niveau spiller du på (1-7)?
Nu er jeg jo større tilhænger af vores farvekoder i Padel i Danmark 🙂
Men hvis jeg skal forholde mig til den gængse niveauinddeling, så er det niveau 5,5.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padel sporten?

Jeg prøvede sporten for første gang som 30 årig, da jeg boede i Spanien, hvor min gode ven Stian introducerede mig til det en dag efter vi havde spillet tennis sammen. Jeg var hooked med det samme, men holdt stadig fast i tennis som min primære sportsgren. I dag er det dog en helt anden sag, og jeg ikke har spillet tennis i 3 år.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?

Kva mit arbejde er jeg at finde rundt omkring i hele landet, men da jeg er bosat lidt nord for København, så har jeg størstedelen af min padel-dagligdag i ProPadel. Jeg er også tit at finde i Racket Club. Desuden er jeg medlem i Gladsaxe tennis og padelklub, hvor jeg godt kan finde på at spille, hvis vejret er godt 😀

Tore Deleuran-Skjold

Hvorfor spiller du padel? Hygge, det sociale, padel kampe?

Jeg spiller padel fordi det har givet mig lidt en anden ungdom i mit liv som eliteidrætsudøver. Jeg var stagnerende som tennisspiller med pil på vej nedad, så det er bare sjovt for mig at have en ny sport at gå meget op i, hvor man bliver bedre og bedre. Derudover er der mange fællesnævnere med tennis, som gør det sjovt at arbejde med i forhold til at trække på min erfaring som udøver og træner. Jeg kan godt lide at jeg nu i min nye sport er langt mere afslappet og for længst har droppet drømmen om internationalt topniveau, hvilket har gjort balancen mellem at præstere, men huske at have det sjovt samtidigt, noget nemmere.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?

Det fedeste med padel er at man er tvunget til at tænke sig om hele tiden, da det er så svært at afgøre bolden. Der er masser af action, men lige så meget taktik, bevægelse og teknisk finesse.

Har du en fast spille partner? Hvad er vigtigt for dig i en padel partner?

Jeg har faktisk ikke en fast partner for tiden. Det vigtigste for mig i en padel partner er at vi kan supplere hinanden og vi kan snakke sammen. Om det er en defensiv og offensiv spiller er ikke så vigtigt for mig. Det vigtige er at vi kan tilpasse os og supplere hinandens styrker og svagheder.

Tore Deleuran-Skjold

Hvad er dine drømme og planer indenfor padel sporten?

Min HELT store drøm er at gøre Danmark til en stærk padelnation. Derfor prøver jeg selv at dygtiggøre mig så meget som jeg overhovedet kan, så jeg kan give mest muligt videre til næste generation. Jeg vil meget gerne være med til at vi får danskere, som kan gøre sig gældende på verdensplan også.

Hvad er dine top 3 padel produkter?

Her er jeg jo temmeligt farvet, på grund af at jeg både er sponsoreret af, og er salgsagent for Nox. Derudover er vi i Padel Performance også glade og stolte over vores samarbejde med STATE. Min softshell jakke til mit daglige virke som træner. Sidst men ikke mindst STATE til når jeg skal præstere – både som træner og spiller

Hvad betyder padel for dig? Har det gjort en forskel for dig, ændret noget i dit liv?

Padel betyder enormt meget for mig. Jeg er gennemsyret padelnørd og er lykkelig for at det kan lade sig gøre at leve af min passion. Det er en kæmpe glæde at se folk udvikle deres spil, samtidigt med at det også er sjovt at knokle på med at forsøge selv at blive bedre!

Tore Deleuran-Skjold

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel

Prøv det! Det er så nemt at komme igang, ligegyldigt din alder eller fysiske formåen. Padel er virkelig en sport for alle. Det er den fedeste kombi af socialt samvær, hygge, konkurrence og sved på panden 🙂

De bedste hilsner,
Tore Deleuran-Skjold