Ugens Spiller – Sebastian Eriksen (Uge 15)

0
531

Indlægget er blevet opdateret d. 15/04/2022

Jeg er 25 år gammel og bor i Aarhus. Jeg interesserer mig for nærmest alt slags sport.

Dog må det siges, at padel har taget mig med storm. Jeg arbejder til dagligt hos STATE, og når jeg ikke er på landevejene eller rundt i padelcentrene, nyder jeg at bruge tid med venner og familie.

Hvad niveau spiller du på?
Jeg vil nok sige 3.5 😉

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?
Det gjorde jeg for cirka 1,5 år siden. Jeg prøvede det første gang til et firmaarrangement, og efterfølgende begyndte jeg at spille en del med min kollega, Rasmus Landbo.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?
Jeg spiller i de fleste padelcentre i og omkring Aarhus.

Hvorfor spiller du padel?
Jeg spiller padel af mange årsager. Først og fremmest indeholder padel et socialt element, idet jeg kommer til at spille med mange forskellige spillere Dette har uden tvivl givet mig et utrolig godt netværk. Derudover er der stor mulighed for konstant at forbedre og udvikle mit padelspil – både rent taktisk og teknisk.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?
Alt er fedt ved padel, så derfor er det svært at vælge noget specifikt ud. Hvis jeg skal fremhæve en ting, så vil jeg pege på det sociale aspekt ved sporten. For mig er det rigtig positivt, at der er mulighed for at møde og spille med mange forskellige mennesker. Det gør det også muligt at finde en eller flere fremtidige spillemakkere.

Har du en fast spillepartner?
Jeg spiller ofte med min ven, Thomas Serup. Ellers nyder jeg at møde og spille med nye personer, da jeg føler, det bidrager til mit spil på en god måde, idet det blandt andet gør det muligt at få gode fif og tricks af andre spillere. Overordnet set synes jeg, at det vigtigste er, at ens makker er god til at bevare det gode humør ligegyldigt, hvordan spillet udvikler sig, og samtidig er det også vigtigt, at man giver sig 100%, når man er inde på banen.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?
Jeg har helt klart en ambition om at forbedre mit padelspil. Derudover vil jeg utroligt gerne deltage i flere turneringer og gerne i forskellige padelcentre i hele Danmark, så jeg kan se flere centre, end dem jeg er vant til at spille i. Jeg ser også meget frem til, at World Tour Padel kommer til Danmark, da det selvfølgelig er noget, jeg skal ind og se.

Hvad er dine top 3 padelprodukter?
● En kold STATE som kan holde mig kørende under hele kampen.
● Mine Wilson bat.
● Wilson sko, da de er meget komfortable at spille i.

Hvad betyder padel for dig?
Padel betyder allerede rigtig meget for mig – både på det personlige og det faglige plan. Det, at jeg til dagligt arbejder en del med padelsporten gennem mit arbejde, har også gjort, at jeg har kunne bruge rigtig meget tid på det. Dertil har jeg også fået en masse nye bekendtskaber, hvilket jeg er rigtig glad for. Som det sidste så er padel helt sikkert også med til at gøre mig i en fysisk bedre form, da man jo nemt får sved på panden.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel
Mit bedste råd er, at man bare skal springe ud i det, og jeg er sikker på, man aldrig vil fortryde det. Man bliver i hvert fald en god oplevelse rigere. Jeg tror uden tvivl, at mange vil blive positivt overrasket over, hvor mange forskellige typer af mennesker, der spiller padel, og at der er plads til alle.

Mange hilsner
Sebastian Eriksen