Forside Ugens Spiller Ugens Spiller – Oliver Gram (Uge 3)

Ugens Spiller – Oliver Gram (Uge 3)

0
507

Mit navn er Oliver Bach Gram, og jeg er 23 år gammel. Jeg er i gang med at færdiggøre min bachelor på Syddansk Universet, samtidig med at jeg arbejder deltid i Skat og i PadelBoxen.

Hvilket niveau spiller du på?
På nuværende tidspunkt er jeg placeret som nr. 99 på ranglisten. Den bedste placering jeg har haft er nr. 82.

Jeg har spillet turneringer på forskellige niveauer – både DPF 100, DPF 200, hvor jeg har vundet og nogle DPF 400 turneringer, hvor jeg har en top 3 placering.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?
Jeg spillede padel for første gang for 8 måneder siden, da min kammerat spurgte, om vi skulle spille en turnering sammen for hyggens skyld. Vi var nede og spille et par gange, inden vi skulle ud og spille en turnering, som jeg troede vi kunne vinde.

Den tro ændrede sig hurtigt, da vi mødte “The Okkels Brothers” i en kamp, der tog maksimalt 10 minutter. Det gav mig underligt nok motivation for at spille meget mere padel.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?
Spørgsmålet burde næsten være: “Hvor er du at finde, når du spiller padel, og når du ikke gør?”. Der er jeg nemlig dagligt i Padelboxen i Odense.

Det er det hyggeligste sted at komme, hvis man vil spille god padel, hilse på nogle søde mennesker eller blot have en kold fadøl 🎾 så ja, der befinder jeg mig i størstedelen af min fritid 🎉

Hvorfor spiller du padel?
For det første synes jeg, at det er ekstremt hyggeligt at spille padel, og man får et fedt og bredt netværk. Derudover har jeg altid dyrket badminton på eliteniveau, men mange af mine kammerater derfra er rykket over og spille padel også, så det har været et meget naturligt skifte.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?
Det fedeste ved padel er klart de situationer, hvor ens stopbold ryger ud af buret. Ellers er det generelt hele stemningen og fællesskabet omkring sporten.

Har du en fast spillepartner?
Jeg har igennem de seneste 8 måneder, hvor jeg har spillet, haft Jacob Bølle Fruerlund som min mest faste spillepartner. Men jeg synes det er fedt at skifte rundt og spille med nogle forskellige makkere med forskellige spillestile. Dog er det vigtigt for mig at have en bevægelig og kreativ makker.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?
Jeg har altid været meget konkurrencepræget og gået 100% ind i det, jeg laver. Så derfor har jeg selvfølgelig drømmen om at komme i toppen af den dansk padel rangliste. Min plan er derfor at bruge en masse tid på at spille, nu hvor jeg er studerende og har muligheden for at bruge en masse tid i hallen.

Hvad er dine top 3 padelprodukter?
Mine top-3 padelprodukter er de ting, som jeg altid har med mig, når jeg spiller.

  • Mine lækre Faxe Kondi strømper
  • Min 4ON spray, så jeg kan holde ordentligt på mit bat
  • Mit Zerv Hunter bat, som jeg spiller med

Hvad betyder padel for dig?
Padel betyder utrolig meget for mig. Mine venner er i padelhallen, og jeg arbejder med det til dagligt. Padel har for mig gjort, at man er begyndt at skippe nogle af timerne på universitetet for at komme ned og få en god morgenkamp i PadelBoxen. Haha.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel?
Det bedste råd er bare at kaste sig ud i det. Book en time og tag dine venner eller veninder med i hallen. Der er lånebat og bolde i næsten alle haller. Derefter kan i deltage i nogle forskellige americanoer for at få et breddere netværk og for at finde flere at spille med og mod.