Ugens Spiller – Ole Egholm (Uge 37)

0
876

Indlægget er blevet opdateret d. 17/09/2021

Jeg er slet ikke en sportsmand. Min barndom gik med klaverspil, skak, akvariefisk og på at samle på mønter. Da jeg blev ældre, var det mest noget med piger, og så blev det ret hurtigt til noget med at rejse.

Første gang jeg rigtigt dyrkede sport, var jeg 20 år – og dermed allerede for gammel til nogensinde at drive sport til noget. Jeg spillede squash i Københavns Squash Klub, og jeg følte, at jeg var god. Jeg stillede dog aldrig op til nogle mesterskaber og her havde jeg også fået klø. For jeg er ikke en sportsmand.

Jeg har dog altid elsket at spille og lege og jeg følte, at jeg havde et sportsligt ”efterslæb”, fordi sport ikke indgik i min ellers ganske harmoniske barndom.

Jeg begyndte at spille meget floorball som 25-årig, og efter en periode som aktiv motionsløber og en enkelt sæson med undervandsrugby, begyndte jeg som 39-årig at spille rigtigt meget indendørs fodbold. Det bliver aldrig kønt, når man først starter på fodbold som 39-årig. Som 43-årig blev jeg medlem af Gladsaxe Tennis Klub, fordi min kæreste ville have mig med, og det var også mange hyggelige år, hvor det sociale dog var i højsædet.

Rent arbejdsmæssigt blev jeg i 1991 cand. merc. fra CBS. Jeg tog også en MBA fra CBS i 1998. Jeg har været direktør for et rejsebureau i 13 år (1992-2006), og siden 2006 har jeg drevet et lille analysefirma, der hedder Dansk Brancheanalyse ApS. Jeg var initiativtager og medstifter af De Berejstes Klub tilbage i 1996, og jeg har rejst i 120 lande i alt. Jeg har også to børn, som nu er voksne, Cille på 22 og Conrad på 20. Af alle dem jeg har læst på CBS med, som jeg stadig har herlig kontakt med, er jeg klart den fattigste.

Hvad niveau spiller du på (1-7)

Jeg bruger altså ikke sådan en model. Men vi har da en rangliste i Ballerup Padel Klub, som 265 spillere nu er registreret på, og her starter alle spillere ind på 500 points, og så går der give-and-take i den i en herlig og småkompliceret algoritme (som jeg selv har lavet). Den bedste spiller ligger for tiden på 955 points, og den seneste begynder er sendt ned på 24 points. Aktuelt har jeg 515 points, og ligger nummer 131 ud af 265. Så vi kan roligt kalde mig en meget middelmådig spiller. Ranglisten giver mig dog mulighed for at spille meget intense turneringskampe med andre spillere, der lige præcis er på og omkring mit niveau.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?

Padel mødte jeg første gang på Club La Santa. Jeg prøvede det også allerede i 2012 i Grøndal Centret (de først rigtige padelbaner, der kom til Danmark var i Grøndal Centret i 2012), og da Inger og jeg – i 2017 – så, at der var kommet et helt padelcenter i Ballerup, så tog vi derud og spillede en del. Mens Inger, min kæreste, stadig holdt lidt fast i tennis, så slap jeg ret hurtigt både tennis, fodbold og squash og spillede i Ballerup flere gange om ugen.

Måske især for Lasse Vedersø (formand for Ballerup Padel Klub og turneringsansvarlig i Dansk Padel Forbund) improviserede nogle fantastiske turneringsmodeller, hvor man egentlig spiller individuelt, fordi man skifter makker. Vi var et helt hold af ”padel-pionerer” (læs: halvgamle mænd og kvinder), der fandt sammen i Ballerup tilbage fra 2017, og vi hænger stadig sammen på kryds og tværs og pudsigt nok, så er vi alle nogenlunde på samme niveau stadigvæk. Eller også er jeg faldet lidt efter de andre…

Hvor er du at finde, når du spiller padel?

Jeg vil gerne spille padel rigtigt mange steder. Jeg har spillet i verdens sydligste padelcenter (Ushuaia/Ildlandet), og både Inger og jeg drømmer om en snarlig tur til Tromsø, sådan at vi både har prøvet verdens sydligste og verdens nordligste padelbaner…

Jeg har spillet i 23 forskellige padelcentre, og jeg er medlem af 4 forskellige padelklubber. Det er dog stadig hos Match Padel i Ballerup (Ballerup Padel Klub), at jeg spiller mest, for her er der så mange baner, og noget af det sjoveste er at have større arrangementer, hvor mange kan spille sammen og mod hinanden. Når vi får egne kommunale padelbaner i Gladsaxe, som er forventet til at komme en gang under vinteren 2021/2022, så vil jeg nok lægge rigtigt meget energi her, hvor der er cykelafstand, selv om jeg nok aldrig helt vil slippe det fantastiske padelmiljø, der er i Ballerup.

De fire længstsiddende i bestyrelsen i Dansk Padel Forbund F.V Christian Nybroe, tidligere formand, nu IT-mand og kasserer, Ole Egholm, Frederik Bentler, næstformand og Lasse Vedersø, turneringsansvarlig.

Hvorfor spiller du padel?

Jeg er jo en halvgammel mand. Min krop er for slidt til, at jeg kan spille god squash. Mine knæ er for smadrede til, at jeg kan spille indendørs fodbold. Tennis er bare ikke sjovt nok, og jeg føler mig endnu ikke gammel nok til at spille golf. Til gengæld så føler jeg mig ung og viril på en padelbane, selv om det nok ser anderledes ud udefra 😊 Og så har jeg det altid hamrende sjovt. Padel giver mig mulighed for at blive virkelig gennemsvedt, udmattet, flad, og alt sammen på den fede måde, og så gennem leg. Som 55-årig. Det er en fantastisk kombi for mig.

Jeg har oplevet meget forskellige sociale miljøer gennem alle de sportsgrene, jeg har prøvet gennem livet. Nogle af mine bedste venner fra mine yngre dage er dem, jeg har spillet squash med. Jeg har et herligt netværk af vildt interessante mennesker fra De Berejstes Klub. Nu er der også rigtig mange skønne padelspillere i min private omgangskreds

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?

Det fedeste er, at det er så let at lære og så svært at mestre. De mange kombinationer som bolden bevæger sig rundt i buret på, de mange vinkler, de mange slag, og den svære kunst at få det bedst mulige ud af det sammen med sin makker. Og så er bolden længere i spil, fordi du kan vente på, at den har været i glasset.

At man efter en padelkamp stadig kan sidde og grine over nogle af de spillede bolde, gør også sporten glad. Det er endda næsten ligegyldigt, om det var en bold, man selv spillede. Man var der. Bolden var sjov uanset hvad.

OK, så synes jeg da det allerlækreste er, når jeg får smashet bolden ud af banen. Det er for mig stadig det ypperste slag i padel, selv om det kan give bagslag, hvis man ikke lykkes med at få bolden ud af banen….

Har du en fast spillepartner?

Jeg har nok spillet flest kampe sammen med min kæreste Inger, der er på niveau med mig. Men i padelsporten ser jeg det som det sjoveste at have skiftende partnere. Jeg er jo ikke elitespiller, der skal vinde EM. Jeg skal have det sjovt. Jeg elsker faktisk at gå på banen i Ballerup, til en ranglistekamp, og møde tre klubmedlemmer (og lykkelig, hvis nogle af dem er kvinder), som jeg ikke har spillet med før, men som jeg på forhånd ved om, at de spiller meget tæt op ad mit eget niveau. Når niveauet passer, så skal der nok blive rigtigt sjov padel. Når man roterer med makkerskabet, så er vi alle sammen om det, og derfor bliver der ikke en ”os mod dem”-holdning, der varer mere end en halv times tid.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?

Jeg vil gerne have, at padelsporten holder mig ung og i god form i mange år fremover. Jeg vil også gerne have mere foreningspadel, sådan at det ikke bliver så dyrt for mig at spille. Jeg vil dog også gerne spille i større padelcentre, hvor mange kan mødes og spille samtidigt. Rent faktuelt så vil jeg hulens gerne over 600 points på den verdammte Ballerup-rangliste, og så blive deroppe. Jeg er bare ikke dygtig nok. Det kæmper jeg med, men ikke seriøst nok. Og heldigvis har jeg det mægtig sjovt undervejs.

Hvad er dine top 3 padelprodukter?

Øhhhhh nu skal jeg passe på, hvad jeg siger her. Men mine Asics Gel Padel Pro i størrelse lige præcis 45, har jeg nu fjerde par af, og jeg skal se at få et eller måske to par nye sko på lager. De er ikke dyre, men for seven, de passer mig godt.

Jeg har stadig ikke fundet et bat, der virkelig gør mig tryg, det er måske ikke battets skyld.

Foto: Thomas Frøde Kvistholt

Hvad betyder padel for dig?

Ja, det må jeg indrømme. Jeg har brugt enormt meget tid på det, også rent politisk. Dansk Tennis Forbund ville jo nedlægge Dansk Padel Forbund tilbage i vinteren 2019/2020, og det var vi rigtigt mange padelentusiaster, der syntes, var en sindssyg dårlig idé.

Jeg mødte faktisk ikke nogen, der syntes, at det var en god idé, andet end nogle få aktører, der selv ville tjene på det. Så jeg gjorde det, man virkelig skal passe på med 😊, nemlig at melde mig under fanerne for kampen for padel som en selvstændig sportsgren i et selvstændigt forbund. Jeg blev formand for Dansk Padel Forbund den 20. marts 2020, og jeg tænkte, at det bør ikke være svært at overbevise omverdenen om, at padel er en sportsgren, der skal anerkendes på lige vilkår med andre sportsgrene i Danmark.

Det burde være en smal sag med den udvikling, vi allerede dengang så for padelsporten. Siden jeg trådte til, er padelsporten blevet firedoblet næsten uanset, hvordan man måler, og tvivlen om padelsporten som selvstændig sportsgren er efterhånden forduftet. Men alligevel ligger vi og slås med et tennisforbund, der stadig vil have magten over padelsporten, og et DIF, der stadig mener, at de skal sende endnu flere padelpenge til et tennisforbund, der hverken har kompetencerne eller den virkelige motivation for at drive padelsporten fremad. Så jo, det har nok betydet lidt for mig. Jeg vidste ikke, at det var så grim en kamp selv i lille herlige Danmark.

Rent ledelsesmæssigt har jeg dog også lært fordelen af, at man er mange om at løfte opgaver. Jeg er imponeret over de mennesker, jeg sidder i bestyrelsen med i Dansk Padel Forbund, og den støtte til padelsporten, der kommer fra næsten alle padelspillere. Mange i Dansk Padel Forbunds bestyrelse har fantastiske kompetencer, som jeg ikke selv har, og som går utroligt godt i spænd med mine egne måske lidt mere nørdede evner.

Vi har jo egentlig ”vundet krigen” om padelsporten, fordi den har vokset sig så stor på så kort tid. Padel er ikke længere noget, som folk tænker på som en døgnflue. Tanken om padel som en ”af-art” af tennis er vel efterhånden også reduceret til en lille gruppe mennesker i toppen af DTF og desværre også i DIF. Dansk Padel Forbund har også en vision om at gøre padel til en folkesport, og Danmark til en padelnation. Derfor er missionen ikke forbi endnu. Padel kan stadig vokse langt mere, og det arbejder vi videre på. Vi arbejder også på større offentlig anerkendelse af Dansk Padel Forbund, så må fremtiden vise, om det bliver med eller uden DIF.

For få år siden synes vi at erindre, at de skraldgrinte i DIF når vi fortalte dem, at padelsporten kunne blive meget stor. Nu forekommer det os, at DIF har mere hovedpine end begejstring, når de ser udviklingen for padelsporten. Padel er dansk sportshistories mest fantastiske udvikling nogensinde. Og vi står stadig midt i det. Den fantastiske udvikling i padelsporten kan vi takke padelspillerne, de private padelentusiaster og andre investorer, som har turdet investere i sporten, de fremsynede kommuner og idrætsforeninger for, og så synes vi også selv, at vi har en lille flig af ansvaret i Dansk Padel Forbund.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel?

Det er sjovt! Hamrende sjovt. Mød gerne op til arrangementer, hvor du møder andre spillere på dit niveau, det gør det allersjovest.