Ugens Spiller – Nils Skajaa (Uge 17)

0
2173

Jeg er 28 år og født og opvokset lidt syd for Århus i Odder. Jeg har spillet tennis det meste af mit liv, bl.a. 4 år på college i USA. I dag er jeg bosat i København, hvor jeg bor sammen med min kæreste. Til daglig er jeg i gang med en phd i klinisk epidemiologi.

Hvad niveau spiller du på (1-7)?
Jeg bryder mig ikke synderligt om den ofte omdiskuterede niveauskala. Som dobbelt danmarksmester spiller jeg vel på det højeste niveau i Danmark.


Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padel sporten?

Første gang jeg prøvede at spille padel var i sommeren 2014 på AGFs enlige bane ved Fredensvang i Århus. Vi var en gruppe på 5-6 drenge som hyggede os med padel, mens vi stadig spillede vores respektive sportsgrene (tennis, bordtennis, badminton). Det var først da jeg i 2017 flyttede til København, og for alvor i slut 2018 da ProPadel Nordhavn åbnede, at jeg begyndte at spille mere padel.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?

Jeg spiller oftest i ProPadel Nordhavn som er top-notch.

Hvorfor spiller du padel? Hygge, det sociale, padel kampe?

Det må være en kombination af flere ting, men selvfølgelig først og fremmest fordi padel er enormt morsomt. Padel har jo en kæmpe fordel, i forhold til f.eks. tennis, at der spilles 4 på banen – det sociale højnes helt naturligt. Men jeg er et konkurrencemenneske, så dét at blive bedre og bedre er en kæmpe drivkraft. Og så er det selvfølgelig meget motiverende at min makker, Esben, og jeg har nydt megen succes i diverse turneringer. At vinde giver simpelthen blod på tanden og motivation til mere.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?

Jeg synes, padelmiljøet er super fedt. Folk er motiverede, glade, innovative, proaktive. Det har været super fedt at komme ind i denne lille verden. Mere specifikt angående spillet, så rummer padel alt det bedste fra tennis og især de ting, jeg var specielt god til fra tennis: touch, volleys, double.

Har du en fast spille partner? Hvad er vigtigt for dig i en padel partner?

Min makker er Esben Hess-Olesen og sammen er vi dobbelte danmarksmestre. Vi har været bedste venner i mange år. Vi voksede op i den samme tennisklub og senere gik vi på det samme gymnasium, så vi kender hinanden rigtig godt. Det er vigtigt at have en makker man kender godt, kan stole på og er på samme linje med. Det har jeg i Esben.

Hvad er dine drømme og planer indenfor padel sporten?

Jeg vil gerne fortsætte med at være i toppen af dansk padel og samtidig prøve kræfter internationalt, f.eks. i Sverige, hvor padel buldrer frem, og til EM/VM med landsholdet. Mere generelt håber jeg på, at padel kan fortsætte sin udvikling i Danmark og i udlandet, så det kan vokse sig til en sport på højde med de traditionelle sportsgrene som tennis og badminton.

Hvad er dine top 3 padel produkter?

Selvfølgelig mit Nox AT10 Luxury Genius bat, gode sko som passer til underlaget og en Vitamin Well som sørger for højt energiniveau hele kampen 🙂

Hvad betyder padel for dig? Har det gjort en forskel for dig, ændret noget i dit liv?

Jeg har mødt en masse nye mennesker, fået nye venner og også fastholdt venskaber, alt sammen gennem padel. Padel kan virkelig bringe folk sammen. Så ja, padel har åbnet nye døre og nye muligheder og samtidig gjort at jeg kan fortsætte med at konkurrere på højt niveau.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel

Som alt andet i livet: spring ud i det. Jeg er næsten sikker på, at det bliver en succesoplevelse. Padel er meget, meget lettere at gå til end andre ketchersport, så nybegyndere får ofte en hurtig succesoplevelse som motiverer til mere. Find 3 andre med nogenlunde samme niveau og kast jer ud i det.