Ugens Spiller – Mia (Uge 29)

0
465

Jeg hedder Mia, og jeg er 40 år gammel og bor i København. Til daglig arbejder jeg som rådgiver i finanssektoren. Det sjove er lidt, jeg har aldrig gået til noget med bat/ ketcherne eller bolde.

Jeg har redet i rigtig mange år og haft min egen hest. Og for 4-5 år siden startede jeg til crossfit.

Hvad niveau spiller du på?
Jeg er nybegynder – Jeg er nærmest lige startet med at spille padel.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?
Jeg fik øjnene op for det på La Santa Sport, da jeg var der i uge 22 i år. En af mine veninder blev ved med at spørge, om jeg ikke ville med ned og spille padel og jeg sagde nok nej 12 gange.

Mit argument var: ”Jeg hader bolde”, hvor vi til sidst lavede vi en byttehandel, at hvis jeg tog med hende til padel, så tog hun med mig til crossfit. Jeg havde stået på banen i maks. 10 minutter og jeg var solgt.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?
Jeg har meldt mig ind i RacketClub i Kløvermarken, hvor jeg har været på nogle hold for at for at lære teknik og så har en enkelt gang fået undervisning af Pistol Pete, inden hans skulder begyndte at drille, men jeg håber han snart er klar på noget mere undervisning.

Hvorfor spiller du padel?
Jeg spiller, fordi jeg synes, det er virkelig sjovt, og jeg kan godt li’ at være aktiv.

I ridesporten er man primært sig selv, i hvert fald på hesten, og til crossfit er der også et godt sammenhold og noget socialt, som bare gør det hele lidt sjovere. Det er jo altid en fordel, når man er flere om noget, alle synes er sjovt.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?
Det er nok, at det er for alle og det er virkelig sjovt.

Har du en fast spillepartner?
Jeg spiller lidt med en veninde, hende som lokkede mig med på banen første gang. Lige nu siger jeg bare ja, hvis nogle spørger og det passer ind i min kalender. Jo mere øvelse, som jeg kan få – jo bedre bliver jeg. Men jeg har ikke en fast spillepartner, men mon ikke det kommer.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?
Jeg har ikke en decideret drøm inden for padelsporten (endnu), andet end jeg selvfølgelig gerne vil blive langt bedre og så skal det blive ved med at være sjovt.

Hvad er dine top 3 padelprodukter?
Jeg er så erfaren endnu, at jeg har nogle topprodukter. Så indtil videre er det nok bare mit bat, som jo nok snart skal skiftes ud med et i lidt bedre kvalitet.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel?
Mit bedste råd er: bare start. Og så vil jeg anbefale at finde noget undervisning eller en som kan spillet og kan hjælpe i starten.