Ugens Spiller – Mathilde Vase (Uge 9)

0
1121

Mit navn er Mathilde Vase, jeg er 22 år, og flyttede til Aarhus for lidt over 2 år siden.

Til dagligt læser jeg medicin på AU, arbejder i PadelPadel, og spiller padel næsten hver dag.

Hvad niveau spiller du på?

Jeg spiller DPF100 turneringer, så mit niveau ligger deromkring.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?

Jeg blev introduceret til padel af min familie for nogle år tilbage. Det skete i forbindelse med, at den første padelbane blev opført i min hjemby, og det stadig var helt nyt for mange.

Jeg begyndte først rigtig at spille padel for lidt over et år siden, da jeg fik job i PadelPadel. Så fik jeg mit første bat i fødselsdagsgave af min kæreste, og siden da er det gået hurtigt, og jeg har virkelig brugt mange timer på det blå kunstgræs.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?

Jeg spiller klart mest i PadelPadel, indendørs.

Det vægter mest for mig, når jeg skal vælge center, er temperaturen og kvaliteten af banerne, og begge dele er spot on derude.

Hvorfor spiller du padel?

Jeg startede med at spille padel for det sociale og for motionens skyld.

Nu spiller jeg padel fordi, at jeg elsker sporten. Jeg synes noget af det fedeste ved sporten er, at man hurtigt kan lære det – men at man samtidig hele tiden kan forbedre sig.

Så er jeg også vild med at det er en ‘makker’-sport, og man har en medspiller på banen. Det er altid sjovere at træne og blive bedre sammen, så man kan støtte og hjælpe hinanden.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?

Lige nu synes jeg klart at det fedeste er menneskerne, og turneringerne.

Jeg er vild med hele turneringsmiljøet omkring padel, og tager gladeligt ud hver weekend og ser eller spiller turnering. Man lærer hurtigt folk at kende, og det er ofte de samme man ser igen og igen – det er super hyggeligt.

Har du en fast spillepartner?

Jeg har spillet med nogle forskellige, men lige nu spiller jeg med en sød kvinde der hedder Rikke.

Det vigtigste for mig i en padelpartner er, at man altid yder sit maximum. Man skal gå ud fra banen efter en kamp, og være enige om, at man ydede 110% og gjorde sit bedste.

Så er det også vigtigt for mig, at den gode tone altid bliver holdt – både overfor hinanden, men også overfor modstanderne.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?

Mine planer er at blive ved med at spille en masse turneringer. Jeg ligger lige pt nr 120 på Dansk Padel Forbunds rangliste for kvinder, så jeg håber klart på at nå i top 100 i den nærmeste fremtid.

Så er mine planer at blive ved med at forbedre mig, arbejde på min teknik og få en masse træningstimer i hus.

Hvad er dine top 3 padelprodukter?

  • Toalson ultra grip.
  • 2 sæt af samme sko, så man kan skifte mellem dem fra dag til dag.
  • En sportsnederdel.

Hvad betyder padel for dig?

Padel betød rigtig meget for mig,

da jeg flyttede til Århus, og skulle til at bygge et helt nyt netværk. Det kom helt automatisk, og jeg har mødt virkeligt mange skønne mennesker gennem sporten.
Den dag idag betyder det stadig meget for mig, da både arbejde og meget af min fritid foregår omkring sporten.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel?

Just do it! Der er rigtig mange makkerbørs grupper, hvor man nemt kan finde nye mennesker på samme niveau at spille med. Det er super sjovt, og forholdsvist nemt at lære.