Forside Ugens Spiller Ugens Spiller – Maria Vestergaard (Uge 13)

Ugens Spiller – Maria Vestergaard (Uge 13)

0
640

Indlægget er blevet opdateret d. 31/03/2022

Mit navn er Maria Vestergaard, jeg er 38 år, og bosat i Middelfart med min mand, Henrik og vores to døtre Ella 12 år og Asta 9 år.
Til daglig arbejder jeg som fysioterapeut, og trives i en hverdag med mange aktiviteter.

Hvad niveau spiller du på?
Jeg har vundet en del b-række tuneringer, og har derfor prøvet kræfter blandt de bedste spillere, men der er endnu lang vej til toppen.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?
Som for så mange andre, startede min padel interesse under coronanedlukningen. Omkring slutningen af 2020 begyndte jeg at spille regelmæssigt, og siden er sporten bare vokset på mig. Jeg spillede min første turnering i maj 2021, og det er efterfølgende blevet til en hel del flere.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?
Det første halve års tid af 2021 har jeg spillet på udendørsbanerne i Middelfart. Vi har sågar stået og fejet sne af banen inden kampstart. Det var først, efter jeg startede på at spille tuneringer, jeg begyndte at spille indendørs, og har siden da primært spillet i PadelBoxen i Odense eller PadelClub i Kolding.
Til Maj 2022 vil jeg primært være at finde i det nyåbnede – Middelfart Padelcenter!

Hvorfor spiller du padel?
Jeg har spillet badminton, siden jeg var 7 år gammel, og senere squash. Ketchersport har altid været min passion, så selvfølgelig skulle jeg også prøve padel. Jeg er udpræget konkurrencemenneske, så det er naturligt for mig at stræbe efter at blive bedre og selvfølgelig vinde. At man så møder en masse søde mennesker, og får et nyt netværk undervejs er bare en bonus.

Min mand og jeg lærte hinanden at kende på en badmintonbane, han spiller også padel, hvilket gør, at vi igen deler samme hobby, og bruger tid sammen på banen og i landets mange Padelcentrer. Og måske endnu vigtigere, har vi indbyrdes forståelse for, hvorfor padel er så vigtigt at bruge en masse tid på. ☺

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?
Konkurrenceelementet er helt klart af stor betydning for mig. Desuden er det fedt, at man som par og familie kan være aktive sammen.

Har du en fast spillepartner?
Min første partner Henriette, blev ret hurtigt ukampdygtig, og jeg har derfor haft skiftende spillepartnere siden. Jeg har spillet 20 tuneringer med i alt 9 forskellige partnere. Det har selvfølgelig lært mig at være fleksibel på banen, men jeg kan godt se en fordel i, at man som par kan udvikle sit spil sammen.

Mixdouble spiller jeg med min mand, og ham har jeg ingen intentioner om at skifte ud.
For mig er det vigtigt, at man kan kommunikere på banen, og at der er en god energi. Det kan til tider være svært at fastholde fokus under hele kampen, og det er derfor vigtigt, man har en partner, der er i stand til at tage ansvar.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?
I Middelfart har vi stiftet en forening, Middelfart Padel Society. Det er mit store ønske, at vi kan få etableret en velfungerende klub, hvor vi får gjort Padel mere tilgængeligt for børnene og skabt landets bedste ungdomsafdeling. Jeg har taget træneruddannelsen og glæder mig til at komme i gang med at bruge den i vores nye klub.

Hvad er dine top 3 padelprodukter?
● Mit Hesacore grib, giver mig et godt greb om battet.
● Min padeltaske – de første mange måneder havde jeg mit bat i en pose
● Og sidst, men ikke mindst, mit NOX LUXURY TITANIUM bat.

Hvad betyder padel for dig?
Da jeg blev mor, havde jeg ikke den samme tid til at dyrke sport. Der har været et stort fokus på børnene og deres sportslige interesser. Nu er de efterhånden så store, og kan dyrke deres sport, uden jeg sidder på sidelinjen, hvilket har gjort, at der blev tid til mig selv. Jeg startede derfor op på badminton igen, men kort tid efter lukkede corona hallerne, og jeg begyndte i stedet på padel.
Padel er blevet en stor del af mit liv, og jeg kunne ikke forestille mig, IKKE at spille padel.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel
Bare kom i gang, du vil ikke fortryde, og tøv ikke for længe med at få nogle lektioner.