Ugens Spiller – Marc (Uge 4)

0
688

Mit navn er Marc, jeg er 26 år og kommer fra Vejle. Jeg spiller selv padel flere gange ugenligt og har i den forbindelse åbnet webshoppen Padelrack.dk, for et par måneder siden. Her vejleder jeg til dagligt spillere, der ønsker det rigtige udstyr til deres spillestil. Jeg besøger blandt andet også centre med testbat, hvor det er muligt for spillere at prøve udstyr af.

Hvad niveau spiller du på?
Jeg synes, det kan være svært at definere de forskellige niveauer, da der efterhånden findes forskellige skalaer, samt at mange forstår inddelingerne individuelt. Hvis jeg skal sætte mig selv på et niveau imellem 1-7, vil jeg nok placere mig på 3,5-4.0

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?
Jeg blev bekendt med sporten i sommeren 2020, da jeg boede i Spanien, hvor sporten er meget udbredt. Her blev jeg hurtigt fanget og købte kort tid efter mit første bat. (Bullpadel Vertex 02). Sidenhen er min interesse vokset, og jeg begyndte at spille oftere omkring midten af 2021.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?
Du finder mig ofte ved Smash i Horsens, da det er et super center med en fed atmosfære, hvor jeg har erhvervet mig en masse gode relationer.

Hvorfor spiller du padel?
Jeg spiller padel, da jeg synes, det er en fed måde at være aktiv på, samtidig med at det har en god kombination af det sociale og sportslige.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?
Det bedste ved padel er, at alle kan være med – uanset niveau og alder. Derudover synes jeg, det er fedt at man hele tiden kan mestre nye færdigheder, ved at man ofte møder nye modstandere og udfordring, grundet det sociale omkring sporten.

Har du en fast spillepartner?
Jeg vil ikke sige at jeg har en fast spillemakker, men jeg har nogen stykker som jeg spiller med jævnligt. Men som nævnt ovenfor elsker jeg at spille med og imod nye partnere, såfremt at vores spillestile matcher.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?
Jeg ønsker at vejlede og hjælpe så mange som muligt med at finde det helt rigtige padeludstyr, samt at være med til at udvikle kendskabet til sporten.

Hvad er dine top 3 padel produkter?

  • BAT: NOX NERBO WPT LUXURY 2022
  • SKO: AT10 LUX – HVID
  • TASKE: NOX PRO SERIES – SORT

Hvad betyder padel for dig?
Padel er efterhånden blevet min hverdag, da jeg, udover at spille næsten dagligt, nu har kombineret min fritidsinteresse med mit arbejde.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel:
Prøv det! Det overrasker mange, hvor ligetil det er at starte.
Og hvis du beslutter dig for at investere i nyt udstyr, så sørg for at søg rådgivning, da man hurtigt kan købe sig fattig i forkert udstyr.