Ugens Spiller – Mads Dahl Geilager (Uge 8)

0
721

Jeg hedder Mads Geilager, er 29 år og bor i en lille by i Sønderjylland der hedder Jels, med mine 2 små unger og kone. Jeg er så heldig at arbejde med padel hver eneste dag, da jeg er indkøber hos SPORT 24 med ansvar for bat- og ketcher sport. Derudover har jeg ansvar for driften af ABOUT RACKETS, som er vores nye racket sport univers.

Hvad niveau spiller du på?

Jeg spiller første division i lunar ligaen, så det er vel en 4+.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?

Jeg startede som salgsassistent i IN Sport i 2019, hvor Mads og Jan introducerede mig for sporten og var så venlige at hive mig med i deres center i ny og næ. Her spillede jeg ved siden af mit badminton et halvt år og holdte derefter en længere pause grundet børn, corona og andre dårlige undskyldninger. Jeg kom heldigvis i gang igen i september 2022 og spiller nu 2-3 gange om ugen.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?

Jeg spiller hovedsageligt i WAP Haderslev, hvor vores hold i Lunar ligaen også er tilknyttet. Ellers besøger jeg gerne WAP i Kolding og indimellem med kollegaer i Match Padel Silkeborg og Padel World Ikast. Altid indendørs, men har heller ikke prøvet andet.

Hvorfor spiller du padel?

Jeg elsker alt ved padel, da det dækker mange af mine behov. Kampene og konkurrenceelementet har jeg været vant til fra badminton og tennis, og jeg elsker sejren lige så meget som jeg hader nederlaget. Derudover har padel spillet mange facetter som jeg elsker. Her tænker jeg på forskellige slag, spiltyper, bevægelser og taktiske overvejelser. Det sociale og at der er så mange forskellige at spille med er meget unikt i padel i forhold til hvad jeg har været vant til.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?

Hvordan hele stemningen om padel har udviklet sig i Danmark på meget kort tid. Banerne er fyldt i centrene, der er turneringer hver weekend med rigtig mange deltager, der bliver snakket om padel med familie besøg. Så generelt set er det udviklingen i Danmark der har været helt enorm. Lad os håbe det fortsætter!

Har du en fast spillepartner?

Jeg har ingen fast partner og har heller ikke krav om det skal være en højre- eller venstresidet spiller. Måske fungerer jeg bedst hvis det er en spiller som også er forholdsvis aggressiv som jeg selv, men hvis jeg har en der kan løbe lidt op, er det også en fordel.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?

Jeg drømmer om at kunne spille i lang tid, men har ikke planer eller ambitioner ren sportsligt.

Hvad er dine top 3 padelprodukter?

  • Når man arbejder i branchen, er det som at bede en far vælge mellem sine børn – og man har selvfølgelig altid en favorit 😃
  • Jeg er ret vild med de nye 2023 bat fra Adidas. Konceptet og desginet bag Adipower multiweight synes jeg er spot on.
  • Jeg er også ret begejstret for de nye Joma T.Slam, der igen rammer en god kvalitet til et prispunkt der er til at forstå for mange.
  • Sidst men ikke mindst er Pro Tech strømpen fra Liiteguard med længder den bedste performance strømpe jeg nogensinde har prøvet.

Hvad betyder padel for dig?

Det er en stor del af mit arbejde og min fritid, som jeg elsker at bruge tid på. Så padel fylder meget (nogen gange for meget) og giver mig en glæde i en eller anden form hver dag.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel?

Prøv det første gang og så giver det sig selv herfra.