Ugens Spiller – Lasse Vedersø (Uge 46)

0
738

Indlægget er blevet opdateret d. 19/11/2021

Jeg er en stor padelentusiast på næsten 49 år, uddannet pædagog, tidligere elitetræner (fodbold), uddannet fodbolddommer og padeltræner. Altså fodbold- og padelnørd med stort.

Jeg trives i struktureret kaos og har en stor passion for at hjælpe nye padelspillere i gang med at spille – og for at se mere øvede padelspillere udvikle sig og trives sammen.
Jeg har en knægt på snart 16, der ikke rigtigt er blevet fanget af padel – til gengæld elsker han så brætspil, som er min tredje store lidenskab, så alt er godt.

Padel-wise er jeg formand for Ballerup Padel Klub, eventmanager i Match Padel Ballerup og bestyrelsesmedlem i Dansk Padel Forbund – ydermere arrangerer jeg i-Padel-rejser og PadelParties sammen med to andre – så man kan vel sige, jeg ikke mangler padelaktiviteter generelt 🙂

Hvad niveau spiller du på?

Den skala bliver altså desværre misbrugt på det groveste af spillere i Danmark, så der er gået inflation i den og ingen af os er enige om, hvordan den bruges.
Det er mest et dansk problem, for hvis man skæver til Sverige, fungerer deres “skala” fint og dækker alle spillere godt ind. Problematikken er, at man i Danmark har vedhæfter en beskrivelse af hvornår man er på et bestemt niveau, altså; hvis man kan nogle helt bestemte slag, så er man på niveau X, Y og Z – men sådan er virkeligheden ikke.
Jeg ved så meget præcist, hvilket niveau jeg ligger på i Sverige – der er jeg en ren C-spiller og “oversat” til dansk, er det så meget præcist 3,0 – men dem jeg spiller lige og gode kampe med er, altså ifølge dem selv og vores forfærdelige skala, 4,0-4,5.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?

I efteråret 2017 gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden, og hun tog en tur til La Santa og prøvede at spille padel. Hun kom hjem så bjergtaget og begejstret, at hun sagde “det her skal vi altså prøve” – så vi prøvede det, og jeg var solgt med det samme. Jeg har aldrig oplevet en lignende sport og den fungerer simpelthen på alle niveauer, hvilket på samme måde er så såre simpelt og enkelt – og samtidig så unikt og genialt.
Men det er altså et forlist parforhold der er den direkte årsag til, at jeg er i padelverdenen – nogle gange er livets små finurlige tilfældigheder altså imponerende.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?

Jeg spiller klart mest i Ballerup og er mest en indespiller (medmindre det er varmt, vindstille og der er kolde øl) og har vel nærmest “specialiseret” mig i 6-meters-lobbet, hvor både jeg og modspillere kan blive i tvivl om “ramte den loftet eller lobbede han bare IGEN 6,04 meter?”

Vi har et unikt fællesskab i Ballerup, som jeg håber at være med til at sætte en høj standard for – mere end niveau og elitærisk spil har vi en god (og til tider nok rå) tone og vi er rigtig mange, der kender hinanden på kryds og tværs.
Jeg har i øvrigt en lidt sjov “wannabe-danmarksrekord” omkring, hvor mange forskellige lokaliteter man har spillet på – jeg kommer jo en del rundt, og der findes ikke mange, der kan have spillet på flere danske anlæg, end jeg har…

Hvorfor spiller du padel?

Jeg spiller helt klart padel på grund af det sociale element – men også fordi padel er så inkluderende, som det er, og alle kan være med. Jeg sidder i bestyrelsen i Dansk Padel Forbund med seks andre, der er tidligere “rejsetosse”, backgammonspiller, tennisspiller, fitnesstræner, bjergbestiger og badmintonspiller – og jeg kommer som nævnt selv fra fodbold. Padel forener os, og jeg tror ikke jeg havde mødt nogle af disse mennesker på anden vis end i padel, hvor vi så efterfølgende finder ud af, hvilke fællesskaber vi alligevel har.
Jeg elsker også at spille turneringer, men jeg lider under en masse småskavanker som gør, at jeg realistisk set ikke holder til en lang turnering (for jeg kommer selvfølgelig hele vejen til finalerne, det er jo klart) og derfor spiller jeg for tiden ikke rigtigt nogle turneringer.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?

Jeg elsker skævhederne, at folk kan spille på tusind måder, at alle kan være med, at der taktisk er SÅ mange muligheder, at det højner fællesskabet, at man griner og pjatter, at man får sved på panden og jeg elsker at det trods alt, er et så usnobbet og lettilgængeligt niveau for alle spillere. Jeg synes også, det er enormt udfordrende og tiltalende at få sit samarbejde med en makker optimeret, så man kan få et overtag mod ligeværdige eller endda lidt dygtigere spillere.

Har du en fast spillepartner?

Jeg har haft lidt skiftende makkere – men har spillet klart mest med Morten Østergaard (nej, ikke ham fra de radikale) som jeg passer godt med på en padelbane og har haft nogle rigtig gode oplevelser med.
Det vigtigste er, at man kan kommunikere og tale om hvad der er godt og hvad der er skidt, og helst skal man også være i nærheden af samme niveau, så den ene spiller ikke bare bliver kørt i fryseren.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?

Jeg har mange – min største drøm er, at padel bliver en selvstændig sport i Danmark og anerkendes i DIF som den bør blive.
Dernæst har jeg en drøm om at vores danske (elite)spillere får mulighed for at træne mere og bedre, så de bliver i stand til at konkurrere bedre på internationalt plan, for jeg synes vi har mange dygtige, dedikerede og spændende spillere, som jeg virkelig gerne vil se bygge endda mere på – det kræver dog faglig dygtighed, økonomi og opbakning at komme dertil.
2022 bliver også et spændende år, med en helt ny ranglistestruktur, hvor jeg glæder mig til at se turneringsspillerne “finde deres plads” i systemerne og dermed få nogle lange bedre kampe, en mange af dem får nu, hvor alt for mange kampe ender 6/0 6/0 i første eller anden runde – ligeværd er bare sjovere.
Jeg kunne tale løs om Lunar Ligaen, events i Ballerup eller padel-rejser, men der er vist alligevel begrænset spalteplads her.

Hvad er dine top 3 padel produkter?

Skal der gøres plads til lidt reklame, må jeg sige at jeg har en padeltaske fra HEAD som jeg er enormt glad for – den falder ikke sammen, den har gode brede remme til når den er tung og den er intelligent designet og opdelt i rum.
Jeg har spillet med forskellige bat, men spiller for tiden med et HEAD Alpha Elite som jeg er rigtig glad for – og mit tredje produkt må være STATE drikkevarer som gør at jeg holder energien og væskeniveauet under og efter padel.

Hvad betyder padel for dig?

Man kan vel læse i ovenstående, at padel fylder virkelig meget i mit liv. Jeg har fået en ustyrlig mængde oplevelser, frihed, bekendtskaber og venskaber, som jeg ikke ville være foruden.
Padel har også gjort, at jeg sjældent kan gå i seng før jeg “liiiiige” har gjort noget færdigt selvom jeg i princippet er et vaskeægte A-menneske.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel?

Det er så enkelt og jeg stjæler fra Nike her: Just do it.
Kom i gang, prøv det – oplev mulighederne og glæden. Tilmeld dig en af de mange, mange americanoer der afholdes alle steder eller saml et hold som du har lyst og tilmed dig dan danske padelliga, som er åben for alle: Lunar Ligaen.
Jeg har aldrig oplevet nogle, der ikke indfanges af stemningen og intensiteten – padel er stærkt vanedannende