Forside Ugens Spiller Ugens Spiller – Jan Larsen (Uge 31)

Ugens Spiller – Jan Larsen (Uge 31)

0
575

Jeg hedder Jan Larsen aka Juan Larsson, venstre hånd, 53 år, ejer & driver flere padelcentre. Har gennem flere år investeret i forskellige virksomheder, og har de sidste 5 år koncentreret mig om padel og investeringer heri.

Hvad niveau spiller du på?
Jeg spiller i den bedre halvdel af aldersgruppen +50 år og ellers omkring 4,0 på den forvirrende niveau skala.

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?
Padel kom for alvor på mit interesse barometer for ca 5 år siden, mens jeg var ejer af Proworkout i Dragør, hvor min partner købte en udendørs padelbane, og jeg var solgt fra 1. sekund.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?
Jeg er for det meste at finde i en eller anden relation til padel, som ejer, træner, spiller, eventmanager, møder omkring Padel hjemme eller i udlandet, er ansvarlig for udvikling af HelloPadelAcademy i Danmark, der er et trænerkoncept startet af Mauri Andrini.

HPA har akademier 5 steder i Europa, og I Danmark har vi allerede uddannet over 25 Bronze trænere og de første 10 sølv trænere er godt på vej til at færdiggøre sin uddannelse, og flere kommer til over det næste stykke tid.

Men allerhelst på banen i kamp med skønne mennesker.

Er klart til indendørs eller overdækket padel, færre udfordringer med blæst, regn eller sol i øjnene.

Hvorfor spiller du padel?
Padel kan samle mennesker på tværs af niveau, kan konstant udvikles teknisk & taktisk og så kan det nørdes. Det, at kunne mærke det psykologiske pres ved turneringskampe kontra hyggekampe, er virkelig interessant og holder af begge sider.

Vi skal klart udvikle det sociale aspekt ved padel, som virkelig er udbredt i Spanien & Sverige. Flere er gode til det herhjemme og det kan give nye venskaber på banen og udenfor banen.

Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?
At jeg altid kan udvikle mig med sporten, teknisk, taktisk og at vælge rette slag til rette spil situation er en livsrejse 🙂

Har du en fast spillepartner?
Jeg har ikke valgt en fast makker. Det tager tid at finde en person på samme alder, der vil bruge lige så meget tid med samme ambitioner. Jeg har heldigvis en masse gode makkere, jeg spiller med og får da heldigvis tilbud om kampe af en masse meget yngre spiller, der stadig vil slå en ældre herre 😅

En padelpartner er ikke nem at finde. Begge parter skal være opmærksomme på, hvad ens gode og mindre gode sider er, være god til at bakke en op, når spillet ikke lige sidder eller er svært grundet nervøsitet ved turneringer.

At have evnen til at være sin partners bedste medspillere, der gør sin partner og sig selv til den bedste udgave i den givne situation. Som Nito Brea (far til Delhina Brea nr 9 på WPT) skriver i sin fantastisk bog “Common Sense”: “Det kan tage flere år at finde den rette partner.”

Så jeg leder stadig..

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?
Jeg har store drømme, og vil rigtig gerne til VM for +55, og jeg træner meget, spiller en del kampe og deltager i turneringer i det omfang, det kan lade sig gøre samtidig med alle de andre padel-projekter, der skal holdes styr på.

Planer inden for padel er der mange af! Blive ved at udvikle og fastholde folks fokus for padel gennem at vedligeholde og forfine Racket Club, så folk ser RC som deres fortrukne sted at spille Padel.

Padel, tror jeg, kan blive en top 10 sportsgren i Danmark, hvis den ikke allerede er det. Dog svært at vide, da sporten mest er ejet af kommercielle kræfter, og det antal, der er betalende medlemmer af et Padelforbund, er derfor ikke retvisende for, hvor mange der reelt spiller på ugentlig basis eller er betalende medlemmer af et forbund.

Jeg tror selv, der er ca. 75.000 der herhjemme spiller padel en eller flere gange om ugen. Jeg har lavet mit eget regnestykke. Vi har ca 18.000 unikke brugere hos RC og har flere af vores konkollegaere, der er større eller samme størrelse.

Tilsammen har vi ca 100.000 brugere hvor der kan være gengangere, og tager vi så de centre, der er alene med 2-4 baner med en geografisk radius udenfor de store byer, så mener jeg, at dette tal er realistisk i min optik. Disse tal kan sagtens underbygges med bedre og mere specifikke beregningsmodeller, men vil ikke trætte jer med dette her.

Så jo padel er klart en sport, vi alle skal holde øje med på kort og lang sigt.

Skal vi sikre en langvarig padel interesse, skal rejsen derhen starte med flere ting: ungdomsarbejdet og elitære tiltag for at give den unge generation mulighed for at se op til dygtige spillere og sige: “så god vil jeg også blive”.

De forbund, der er lige nu håndtere padel, skal finde fællesfront til gavn for den voksende interesse, og de skal være klar på at udvikle en model, der kan favne de kommercielle aktører, der i dag sidder på langt den største andel af padelmarkedet. En hybridmodel, der tilgodeser kommercielle og foreningsdrevet interesser, det vil også være en af de første gange vi ser en sådan model, og det vil efter min mening sikre den bedste langsigtet løsning til gavn for de mange padelspillere.

Endvidere har padel også potientiale til ikke at blive et Squash eventyr, hvor der i dag ikke er særlig steder.

Det er nemt at spille, indlæringskurven er super stejl, 4 på banen, sporten er fra 1969 – du har et internationalt setup på flere fronter, der konstant skaber flere og bedre spillere. Jeg har ikke set en sport, der favner kvinderne så godt som Padel. De er utrolig gode til at tage veninder med, de griner mere, de hygger sig mere, de er utrolige gode til at inkludere andre (bedre end mænd) og bygger hurtig nye relationer.

Jeg har søsat et 10. klasses skoleprojekt, der starter sit 2. år i år, hvor ambitionen er at få 1 eller flere fra hvert hold, der har lyst til at udvikle sig som trænere for de yngre spillere. Dermed har vi startet en rejse med unge spillere, der er med til at understøtte udviklingen af de yngre spillere. Det har vi gennem generationer haft succes med herhjemme med andre sportsgrene.

Samtidig skal vi sikre høj hjemlig træner standard, så vi indenfor de næste 4 år har en eller flere trænere med kompetence til at træne vores nationale landshold.

Vores dygtige nabo Sverige har virkelig haft held og dygtighed med deres ungdomsarbejde, og vil indenfor en tidshorisont på 4-6 år have skabt unge padelspillere, der er startet til padel, som vil kunne spille med på den internationale padelscene. De har i dag en spiller i top 75, Daniel Windahl, der med hårdt arbejde har kæmpet sig til en plads i det fine selskab.

Hvad er dine top 3 padelprodukter?

Jeg går op i skadeforbyggende produkter, og her er et overgrip helt inde ved træet af skaftet på listen, da det sikrer mindre vibration ved slag. Overgrip, der sidder efterfølgende, der ligeledes hjælper med at mindske vibration (Gallant overgrip med foam). Og til sidst en spray, der hjælper mod sved, så man ikke mister grebet på battet.

Hvad betyder padel for dig?
Padel har været en livsændrende opdagelse, og har givet mig så meget glæde med familien, med nye venner, med nyt virksomhedsprojekt og har gjort, jeg virkelig er i zen med mig selv og min hverdag.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel
Book en bane et sted tæt på. Inviter dine unger, familie, mand, kone eller venner til et par hyggelige timer. Spørg efter en træner eller læs på reglerne hjemmefra. Jeg lover, du får sved på panden, smil på læben og nok også lyst til at prøve igen 🎾🙏🎾