30 år og fra Aarhus, men har boet i København siden sommeren 2018, hvor jeg startede mit job i en investeringsbank. Lige om lidt går jeg dog fuld tid med vores nye padelcenter på Refshaleøen, Padel Yard.
Jeg har en baggrund som elitetennisspiller og var bl.a. 4 år på college i USA i North Carolina. Derudover er jeg stor fodboldfan.
Hvad niveau spiller du på (1-7)?
Det er en svær skala at benytte, men jeg er vel toppen af skalaen i Danmark
Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padel sporten?
Jeg prøvede padel for første gang på en tennis-træningslejr i Barcelona for 10-11 år siden. Siden kom der en bane på AGF, hvor jeg spillede i ny og næ om sommeren, men det var først da ProPadel åbnede i Nordhavn, at jeg for alvor begyndte at spille padel. Siden har det taget fart, og jeg stoppede helt med tennis for lidt over et år siden for at fokusere på padel.
Hvor er du at finde, når du spiller padel?
Jeg tror efterhånden, jeg har prøvet at spille de fleste steder i Danmark, men stamstedet indtil nu har været ProPadel. Mange gode minder derfra. Fremover kan jeg findes ude på Padel Yard stort set hver dag!
Hvorfor spiller du padel? Hygge, det sociale, padel kampe?
Padel indeholder alle de sjoveste elementer fra tennis. Touch, power, teknik og taktik går op i en højere enhed, og der er så mange forskellige facetter i spillet, at man hele tiden har mange forskellige ting at arbejde på. Derfor er spillet i sig selv bare utroligt motiverende. Men det sociale aspekt er også hele essentielt. Padel blev hurtigt et samlingspunkt for mine allerbedste venner, hvilket det stadig er, og det har givet så mange fantastiske stunder de seneste år. Det elsker jeg ved sporten. Sidst men ikke mindst er jeg et stort konkurrencemenneske, og følelsen af at vinde har altid været en kæmpestor drivkraft for mig. Det er det stadig, og de sejre jeg indtil videre har fået med Nils gør kun motivationen større for at fortsætte udviklingen og vinde endnu mere.
Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?
Padel kombinerer så mange forskellige ting, og det er svært at udpege det vigtigste element. Men det mest motiverende er, at man hele tiden kan mærke forbedringer i sit spil. Som konkurrencemenneske kan man hurtigt blive perfektionistisk, og en stor drivkraft for Nils og jeg er nok, at vi aldrig er helt tilfredse. Der er altid ting at forbedre, teknisk og taktisk, og det giver kun lyst til mere træning og flere kampe.
Har du en fast spille partner? Hvad er vigtigt for dig i en padel partner?
Jeg spiller fast med Nils Skajaa og ser umiddelbart ingen ende på det partnerskab. Vi har været bedste venner siden gymnasietiden, så vi er så sammentømrede som man kan være. I den forbindelse mener jeg, det vigtigste ved en padelmakker er, at man er på samme bølgelængde mentalt og kender (og anerkender) hinandens styrker og svagheder, så man kan arbejde sammen.
Hvad er dine drømme og planer indenfor padel sporten?
Det vigtigste for mig er at blive ved med at have det sjovt med sporten. Men jeg vil selvfølgelig også forsøge at løfte mit niveau hele tiden, så Nils og jeg kan fortsætte i toppen af dansk padel og måske få mulighed for at prøve kræfter på internationalt niveau. At repræsentere Danmark til EM og VM står også højt på listen, og jeg glæder mig virkelig til EM i Marbella i slut-juni.
Som centerejer vil jeg forsøge at bidrage til udviklingen af sporten herhjemme og skabe de ideelle rammer for padelspillere i alle aldre og på alle niveauer. Sporten vokser så meget, og det er super motiverende at kunne være med til at sætte sit præg som center.
Hvad er dine top 3 padel produkter?
Jeg må jo hellere gøre mine sponsorer glade ????
Så det bedste bat er selvfølgelig NOX ML10 Pro Cup, og så en kold Vitamin Well til pauserne. Jeg ville dog lyve, hvis jeg sagde, der ikke ofte sniger sig lidt bagværk med i tasken fra det lokale bageri på Vesterbro.
Hvad betyder padel for dig? Har det gjort en forskel for dig, ændret noget i dit liv?
Padel er en kæmpestor del af mit liv, og jeg er så taknemmelig for alle de nye mennesker, jeg har mødt og fortsætter med at møde. Sporten har gjort min eksisterende vennekreds tættere, og det har virkelig været samlingspunkt for så mange sociale begivenheder. Padel har givet mig muligheden for oplevelser, jeg ikke ville kunne få andre steder, og jeg glæder mig til at arbejde endnu mere med det på daglig basis.
Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel
Det er bare om at komme i gang. Padel er socialt, hurtigt at lære og pishamrende sjovt!
De bedste hilsner,
Esben Hess-Olesen