Indlægget er blevet opdateret d. 04/02/2022
Mit navn er Andreas Spangsø, jeg er 28 år gammel. Jeg elsker at rejse, møde, se og opleve nye kulturer, jeg følger meget med i fodbold og generelt det meste sport, men de sidste to og et halvt år, der har padel sporten vundet den største plads i mit hjerte.
Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?
Jeg spillede egentlig første gang på Gran Canaria tilbage i 2017 med nogle af mine kollegaer, jeg arbejder for Spies, for hyggens skyld. Men da jeg kom tilbage til Gran Canaria i 2019, der steg interessen, jeg begyndte at spille med de lokale, spillede mexicano turneringer og havde træningstimer. Da jeg kom hjem til Danmark under Corona, var der en god håndfuld gutter, som tog mig under vingerne i Slagelse og så har det bare været padel, den har stået på lige siden. 🎾
Hvor er du at finde, når du spiller padel?
Jeg har jo været så heldig at spille på Gran Canaria og det er bare lækkert at spille udendørs kl. 21 om aftenen – men en vinter kold blæsende udendørs bane i Danmark er ikke at foretrække, så hjemme spiller jeg helt klart helst i center og enten Slagelse eller det nyåbnede i Næstved.
Hvorfor spiller du padel?
Jeg spiller padel, fordi jeg elsker at nørde. Det er et ganske simpelt spil, simple regler, simpelt at gå i gang med, men der er så mange slag, finesser, vinkler og detaljer og det er FEDT! Og så er der et fedt fællesskab i Padel Danmark, som gør at man let kan bruge massere af timer i centeret.
Hvad er det fedeste ved padel sådan helt generelt?
Det fedeste ved padel, det er når man får et rigtigt kick sat ind og den kravler ud over siden.
Har du en fast spillepartner?
Jeg har ikke en fast makker. Jeg har nogle stykker nede i Slagelse, som jeg har spillet lidt turneringer med og jeg har også en god ven i Sverige, som jeg har spillet et par turneringer med derovre og på Gran Canaria.
Jeg vil dog gerne, når jeg er færdig med mit Spies eventyr finde mig en fast makker at træne og spille med.
Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?
Min drøm ligger helt sikkert i et padel center. Jeg er en person, som elsker at gå og mingle med folk og socialisere og hvis man kan gøre det til lyden af en masse padel bolde, der bliver slået til, så ville det jo være fantastisk.
Derudover vil jeg gerne op og spille i den bedste række i Danmark – jeg tror min landsholds chancer og DM-chancer er passeret, men jeg vil rigtig gerne kæmpe for at nå så højt op på ranglisten som bare muligt.
Hvad er dine top 3 padel produkter?
Udstyr er jo alt, er en stående replik hos os nede i Slagelse 😉
- Mit Bullpadel Hack Control. Jeg kan godt lide det mix af kontrol og fart som er i det.
- Svedbånd! Jeg er ikke god til at have sikkerhedsremmen siddende om håndleddet, der bliver jeg nødt til at have et svedbånd imellem.
- Min kasket. Den er blevet byttet ud og fornyet, men det giver mig lige 5% mere med en kasket omvendt på hovedet 😂
Hvad betyder padel for dig? Har det gjort en forskel for dig, ændret noget i dit liv?
Padel fylder en stor del. Når ikke jeg selv spiller, så er det enten WPT-turneringer på YouTube, YouTube videoer om teknik og tips – det er bare svært at være mut, når man ved, man snart skal spille padel!
Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel
Start! Allerede i går! Det kan kun gå for langsomt 😅