Ugens Spiller – Anders Fjelsted (Uge 42)

0
753

Indlægget er blevet opdateret d. 22/10/2021

Jeg er 45 år gammel, stand-up komiker. Laver et radioprogram/podcast på Radio4, Comedy-kontoret, hvor vi snakker om comedy, og en fodboldpodcast, Fjelles Fodboldfjol, hvor vi snakker om, well, fodbold. Desuden er jeg medejer af Comedy Zoo i København.

Hvad niveau spiller du på?

Er det ikke noget med, at man altid bare kan sige 3,5, og så passer det meget godt? Jeg ville gerne sige, at jeg var bedre end det, men så skal man vel reelt set kunne slå en nogenlunde fornuftig bandeja?

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for padelsporten?

Jeg opdagede faktisk padel gennem fodbold. Via min fodboldpodcast blev vi spurgt, om vi ville komme og spille bold i Ballerup, hvor de har/havde nogle indedørs baner. Vi fik aldrig gjort alvor af tilbuddet, men siden skrev de, at vi skulle prøve deres nye padel-baner. Og så en dag prøvede vi det. Og blev grebet lige fra start. Det er vel 2,5 år siden nu.

Hvor er du at finde, når du spiller padel?

I starten spillede vi mest i Grøndalcentret, men nu er det mest i Propadel i Nordhavn. Jeg kommer fra nord for København, så det ligger ret fornuftigt. Ellers er det sådan set bare, hvor der nu er en ledig bane og nogle at spille mod. Har dog oplevet enkelte steder, hvor banerne simpelthen var for dårlige. Men det lærer man jo hen ad vejen.

Hvorfor spiller du padel?

Jeg spiller padel, fordi det er så skide skægt. Og jeg spiller mest for hyggen. Var jeg mere seriøs omkring det, ville jeg nok få noget undervisning på et tidspunkt. Men jeg vil hellere bruge tiden (og pengene) på en rigtig match. I forhold til anden ketchersport, så er læringskurven ret stejl, så man begynder hurtigt at få nogle gode dueller. Og så er man altid fire. Det er mere hyggeligt end at være to på en squashbane fx.

Har du en fast spillepartner?

Jeg har ikke en fast makker, men jeg har nogle stykker, jeg spiller mere med end andre. Jeg spiller ofte om formiddagen, grundet mit arbejde som tit er aften, samt at det er nemmere at finde banetider. Så jeg spiller oftest med andre, der ligesom mig, ikke arbejder klassisk 8-16.

Hvad er dine drømme og planer inden for padelsporten?

Mine drømme er pludselig at finde min helt særlige mojo, blive mega god, helt ud af det blå, og pludselig leve livet som en stjerne på WPT. Men det er jo bare drømme. På et mere jordnært plan, kunne en padel-ferie til Spanien eller lignende med nogle gode venner være fedt.

Hvad er dine top 3 padel produkter?

Den er svær. Jeg spillede i ret lang tid, før jeg fik bukser med lommer. Dem er jeg glad for. Folk der spiller padel uden lommer er jo idioter.

Hvad betyder padel for dig?

Padel har fuldstændig overtaget for fodbold, som min favorit fritidsbeskæftigelse. Jeg hader at løbetræne, så padel er nærmest den eneste motion jeg får. Jeg er glad, mens jeg spiller padel, jeg er glad lige efter, og jeg glæder mig inden jeg skal spille. Selvom jeg spiller i mange forskellige konstellationer, så bliver kampene oftest ret jævnbyrdige. Det sker bare sjældent i andre sportsgrene. I fodbold kan man ofte ende i en kamp mod nogle spader, hvor stemningen er dårlig, og folk skændes og brokker sig over dommeren osv. Det oplever jeg aldrig i padel.

Dit bedste råd til folk derude, der overvejer at begynde til padel?

Mit bedste råd til folk, der overvejer at starte til padel er: Lad være. Det er skidedyrt og der er ikke plads til jer. Vi har knap baner nok til os andre. Og jeg har ikke brug for flere tennis- eller badmintontyper, der starter på det her, og pludselig bliver bedre end mig på 20 min. Prøv pickleball i stedet. Det skulle også være skidefedt.