Indlægget er blevet opdateret d. 22/01/2021
Padelfreak har været i kontakt med Qpadel, og herunder kan du læse mere om det fede initiativ!
Hvem er Qpadel ?
Qpadel er stiftet af Anna og Liv og vi er to padel engagerede kvinder først i 30’erne. Vi var nogle af de allerførste kvinder herhjemme, som fik øjnene op for padel., så vi har været meget aktive spillere de sidste 4 år. Vi elsker spillet og de oplevelser, som spillet giver os med videre på vejen i livet. Vi kan slet ikke forestille os en hverdag uden.
Da padel i høj grad stadig er præget af pay & play, så har vi ikke et fast tilhørssted. Vi “shopper” rundt mellem centrene og spiller der, hvor der er banetider og når vi underviser, så er det op til spillernes geografiske ønsker. Vi har dog primært været i Racket Club det sidste år, da vi har en god aftale om baner og det er et fedt center at bevæge sig rundt i. Der er både styr på baner og omgivelser, som sætter prikken over i’et. Vi savner selv endnu mere klubmiljø, så det håber vi langsomt vinder ind.
Hvorfor blev Qpadel stiftet?
Vi startede Qpadel, fordi vi oplevede, at der ikke var stor tilslutning til sporten blandt kvinderne. Det synes vi, var rigtig ærgerligt, da det er så fed en sport og mange flere ville kunne få glæde af den. Det er ikke sportens “skyld”, men blot at der manglede nogle initiativtagere til at gøre noget mere for at få flere kvinder til. Mændene er hurtige til at aftale en kamp mellem 4 venner, men vi kvinder har oftest brug for mere planlægning, struktur og at kunne tilføje planlagte datoer i kalenderen.
Derfor startede vi ud med en fast månedlig dag, hvor vi inviterede kvinder på alle niveauer til at komme og spille med i en såkaldt americano. Det er et op- og nedrykningsspil, som inkluderer alle spillere og differencer niveauet da man rykker op, hvis man vinder, og ned hvis man taber. Da der var større efterspørgsel på decideret træning, så valgte vi i stedet at arrangere månedlige træningsevents, hvor kvinderne kunne booke sig ind. Her har vi kun oplevet, at alle events har været udsolgt i 2020.
Vi er begge helt vilde med trænergerningen og har undervist, siden vi var helt unge, hvor det blot var på tennisbanen. Derfor var det helt naturligt at fortsætte denne del på padelbanen. Det at være med til at skabe et træningsmiljø for kvinderne er helt sikkert noget, som giver mening for os og som er værd at bruge tid på. Vi vil jo rigtig gerne også selv spille så meget som muligt i en hverdag med karriere, familie og hvad der ellers hører til. Den glæde og entusiasme som vi får igen gennem Qpadel, gør det til et vigtigt projekt.
Gode råd til kvinden/pigen som gerne vil starte med padel:
Opsøg Qpadel netværket på Facebook, så du kan holde øje med træningsevents. Sporten i sig selv er jo super social, og vi har også vægt på at gøre træningen så inkluderende som mulig, så kvinderne får nogle nye padel bekendtskaber på kryds og tværs. Så kan de nemlig også selv aftale spil på banerne, og blive ved med at holde spillet i gang udover træningen. Hvis man er mere tilbageholdende end det, så kan man også altid tage fat i os privat og få et par timer der først. Man kommer langt med et par sessioner med fokus på helt eget spil.
Står du for driften eller administrationen af et padel center, en organisation mm. Så er du velkommen til at kontakte os på [email protected], hvis du har lyst til at fortælle om netop dit center eller din organisation.