Indlægget er blevet opdateret d. 09/09/2021

Som du måske har set på vores Instagram, så har vi hos Padelfreak indgået et samarbejde med Ole Jessen Hansen, stifteren af padel podcasten “Vild med Padel”. Ole vil fremover dele sine nyheder fra månedens podcast her på Padelfreak, og være en fast klumme skribent på vores site.

VAMOS!

Måske det mest fantastiske spanske udtryk som tit høres når man spiller padel. Det kan vel bedst oversættes med ”Kom så!” og bruges blandt andet når man har slået den der helt fantastiske padelbold.

Og man må sige at der er blevet slået mange padelbolde over nettet og ud af banen siden podcasten “Vild med Padel”, så dagens lys i vinteren 2019.

Podcasten blev startet, da jeg syntes at der var så mange historier at fortælle fra hele padel Danmark, om en sport der nok er den sport der vækster mest, og henvender sig flest mennesker i Danmark.

Padel personligheder

Indtil videre er det blevet til 16 podcasts, hvor vi har været vidt omkring.

Søren Ørding og Christian Nybroe har fortalt om, hvordan at padel sporten startede op i Danmark.

Vi har haft besøg af både de danske mestre for kvinder og mænd.

Vidste du for eksempel at Liv Deleuran-Skjold og Anna Dabrowski udover at have været DM vindere, har startet padel op kun for kvinder, nemlig Q-padel?

Dette kan du læse mere om på her på padelfreak.dk.

Eller at de forsvarende mestre for mænd, Esben Hess-Olesen og Nils Skajaa stadig ikke har tabt til et dansk par?

Padel på tværs af by- og landegrænser

Vi har været en tur i forenings Danmark, først en tur til Silkeborg og derefter en tur til Tåsinge på Sydfyn for at høre om den store succes som padel har været i de traditionelle tennis klubber.

De private baner har også været med i Podcasten.

Jan Larsen fra Pro Padel, nu Racket Club, som er en stor padel entusiast med mange jern i ilden, har vi talt med flere gange.

Vi kørte en tur til Tisvilde for at besøge de seje kvinder fra Padelhuset, Gitte Haxen og Josefine Kragh og høre om deres padelrejse fra ide til realitet. Turen gik også en tur til udlandet, nærmere bestemt Tenerife hvor vi talte med Jesper Ospina Røjskjær. Jesper fortalte om hvordan det er at spille padel i Spanien.

To af de mest aflyttede udsendelser handler om noget at det som alle kan bruge når man spiller padel:

Først havde vi besøg af Patrik Wozniacki fra PadelGeek, der gav gode råd til valg af padeludstyr, og derefter havde vi fornøjelsen af Tore Delauran-Skjold fra Padel Performance, der gav tips og tricks til hvordan man bedst spiller padel. Tore er vel nok en af Danmarks bedste padeltrænere og havde masser af guldkorn til lytterne.

Vi glæder os vildt meget til at fortælle endnu flere historier fra padel Danmark, og skulle du ligge inde med en god historie som du gerne vil dele med resten af Danmark, så kontakt “Vild med Padel” på vores facebook side.

Stifter af "Vild med Padel" podcast